Lad os komme væk herfra! Teltet er jo levende! Det er en hård start på dagen, når man vågner op med tanglopper over det hele, på en strand man egentlig ikke ville være på og med udsigt til at skulle blive der til over middag. Vejrforholdene dikterede start efter kl 12, da vi så ville undgå den værste modvind rundt om næsset.
Dagens mål var lagt ved hjælp af google maps. Vi kunne begge godt bruge en overnatning i lidt mere civiliserede rammer, og skulle samtidig have det afstemt nogenlunde med at kunne nå til Havnebyen på Sjællands Odde den efterfølgende dag - vi ventede besøg hjemmefra! :)
Destinationen blev derfor Sanddobbernes Camping ved Dragsholm Slot. Ruten var målt op til ca 20 sømil; 37 km.
Da vi først var sent på vandet måtte vi udsætte vores planlagte tur i Røsnæs Fyr. Vi har dog lovet hinanden at tage forbi på et senere tidspunkt - samtidig med en tur til Sejrø, som vi ligeledes måtte udsætte. I stedet for Sejrø kom vi dog en tur på Nekselø, da vi kom et stykke ind i Sejrøbugten. Turen gik overraskende godt, da vi begge var spændte på kroppens tilstand efter 64 km dagen før - inkl. sprintafslutning. Formen var dog god, og specielt efter vi rundede spidsen af Røsnæs og fik medvind, gik det hurtigt fremad.
Fra Nekselø kunne vi se campingpladsen og satte kursen direkte derhen. Hvad det viste sigvi ikke havde taget højde for var indsøen ud for pladsen. 500 meter fra land var vi derfor på det nærmeste tilbage i Vadehavet. Vi stod forvirrede på en sandbanke. Frem med trækline og motion til lårene.
På campingpladsen blev der taget imod af Sonny, som drev stedet sammen med Conny. Vi fik lov at slå teltet op umiddelbart på ydersiden af pladsen, så vi var tæt på bådene, helt perfekt. Vi var nu landet i nærmest ren luksus: varme bade, tv-stue, fri adgang til vand og andre ekstraordinære faciliteter. Det eneste minus var at vi havde misset Sonnys grillkyllinger, som skulle have været bestilt om formiddagen.
Vi fik vasket vores rotøj, og ovenikøbet hængt det til tørre i fyrrummet - der er god service på de campingpladser. Efter at have fået styr på tøjet, spist noget mad og slået teltet op var klokken pludselig ikke længere 20, men 22. En blogindlæg og lidt hygge senere var det blevet midnat. Sikke dog tiden flyver, selvom man ikke føler man når så meget! Med udsigt til dagen efter at mødes med pigerne hjemmefra gik vi spændte i seng :)